Storebæltsbadet: Triatlon-konkurrence

Det er i Nyborg på lørdag den 28. august 2021 klokken 9.30 at starten går på den korte minitri. Du er velkommen til at teste konditionen, hvis du kan svømme 400 meter, cykle 18 km og slutte af med at løbe 5 km.

Den korte triatlon kan også gennemføres som en stafet hvor I deles om ruterne. Du samler så et hold på 2 – 3 venner, kolleger eller familie.

Der svømmes på en trekantbane ved Storebæltsbadet i Nyborg. Cykelruten er en ud hjem rute gennem Teglværksskoven syd for Nyborg. Løbeturen er på strandengen langs kysten. Skiftezonen er ved Storebæltsbadet.

Ruterne er mærket af, men åben for trafik. Under cykelruten betyder det fx at du skal holde øje med de andre trafikanter og overholde færdselsreglerne – og så skal du selvfølgelig bærer cykelhjelm. Under svømmedelen holder vi øje med hinanden, men sikkerheden i vandet er dit eget ansvar.

Gratis at være med

Det er gratis at deltage, tilmelding er ikke nødvendig, men for at styre indkøb må du gerne lige give en melding om du dukker op. Skriv på nyborgtri@gmail.com.

Efter konkurrencen serveres grillpølser, sodavand og kaffe.

Triatlon konkurrencen arrangeres af Nyborg Triathlon Klub.

Du er velkommen til at deltage, også selvom du ikke er medlem af Nyborg Triathlon Klub.

Klubmester og intern cup

Den korte triatlon ved Storebæltsbadet er 4. og afsluttende afdeling i den interne cup i Nyborg Triathlon Klub. Efter konkurrencen kårer og fejrer vi årets klubmester.

Mellemtider og den samlede tid for at gennemføre registreres elektronisk.

Se den samlede pointstilling for NyborgTri Cup 2021.

You may also like...