3 gode råd inden din første korte triatlon

Vi har samlet 3 gode råd til dig der for første gang deltager i den korte triatlon NyborgTri 4-18-4. Sommerstævnet afholdes lørdag den 11. august på sandstranden ved Nyborg Strand.

NyborgTri 4-18-4 er populær både hos motionister der er nye i triatlonsporten, og blandt erfarne triatleter der bruger sommerstævnet som opvarmning til jernmandsdistancen.

Deltager du i dit første triatlonstævne og er du helt ny i sporten, kan du med fordel lige tjekke de 3 gode råd som vi har valgt ud.

Er du erfaren triatlet har du godt styr på detaljerne på selve løbsdagen og forberedelserne op til. Så kan du springe direkte til info og tilmelding til NyborgTri 4-18-4.

1. Varm op inden svømmestart

Hold dig varm til svømmestarten med lidt opvarmning på stranden inden start. Sørg for at få pulsen helt op under opvarmningen. Det hjælper dig med at holde varmen og skærper samtidig koncentrationen, så den fælles svømmestart bliver en god oplevelse.

Stiller du op til stævnet i våddragt holder du nemmere varmen, du kan derfor med fordel varme op i vandet med en kort hurtig intervaltræning inden starten går. Det giver dig en fysisk fornemmelse for havet og en fortrolighed med vandet, som hjælper dig i den mentale nedtælling til starten.

2. Klæd dig på efter vejret

Er det lidt køligt eller blæsende på løbsdagen, så tag en overtrækstrøje på til cykelturen.

Den tid du bruger i skiftezonen på at trække en trøje over hovedet opvejes af, at du kan bruge energien i pedalerne til at køre hurtigere i stedet for at ryste af kulde på første del af cykelturen.

3. Tag lidt vand med på cykelturen

Behovet for væske er individuelt og på den korte triatlondistance klarer du dig fint uden vand. Men det er alligevel rart undervejs at skylle den tørre hals med en tår vand. Og på cykelturen er det nemt at have vand med uden at miste tid.

Det er ikke nødvendigt med energidrik, for din krop når ikke at absorbere og få glæde af energien på den korte triatlon.

Mere info og tilmelding til NyborgTri 4-18-4.

Måske synes du også om...